Parterapi
ja tak, jeg vil gerne kontaktes
Vi mennesker påvirkes, skabes og udvikles kontinuerligt i de relationer, vi indgår i og er en del af. Ikke kun nutidige, men også fortidige. Parforholdet præges af parternes baggrund og personlighed og dermed tidligere indlærte og uhensigtsmæssige mønstre. Disse strategier eller mønstre, som måske er uigennemskuelige og ubevidste for den anden, kan med tiden føre til konflikter, misforståelser, håbløshedsfølelse og i mange tilfælde dårlig og negativ kommunikation – og i sidste ende overvejelser om parforholdets opløsning eller overvejelser om at søge hjælp for at genfinde hinanden.
Ved at inddrage en psykolog fås en neutral tredjepart ind i dialogen, der ikke er farvet af fortid og præferencer. Parterapi er for mange løsningen, når det liv, glæde og nærhed, som kendetegner et godt og varmt forhold, mangler. Der arbejdes med den enkeltes opfattelser om den anden og den måde, disse har udviklet sig og styrer parforholdet. Det handler ikke om, hvem der har ret eller uret, men om at forstå de mekanismer, som udspiller sig i parforholdet, således at forandring gøres mulig. Temaer i terapien kunne eksempelvis være:
• Konflikter omkring forældreskab
• Utroskab
• Jalousi
• Vrede
• Vold
• Utilfredshed med det seksuelle samliv
• Uenigheder om ansvaret for fællesskabet og hjemmet
• Fysisk og psykisk sygdom
Lær at kommunikere med hinanden og opnå større gensidig forståelse. Bliv bedre til at give udtryk for:
• hvad du mener og føler
• hvad du ønsker, jeres parforhold skal indeholde
• og hvad du forventer, parforholdet skal bibringe jer i fremtiden
Forudsætningen er, at begge parter enten ønsker at fortsætte samlivet og vil samarbejde om at forbedre dette, eller vil sige farvel på en ordentlig måde.
Hver session er af 1 ½ times varighed